Superior cashmere og andre myter om cashmere

Superior cashmere er en betegnelse man tit støder på. Om man søger på Internettet eller oser i butikkerne, er det en betegnelse som går igen. Spørger man indtil det, finder man ud af at de egentlig ikke ved hvad det dækker over. Ligesom betegnelserne Super 100 og cashmere Grade A som også er hyppigt anvendt, siger det ikke rigtigt noget om kvaliteten af cashmere ulden. Det er ikke en anerkendt industristandard, og må opfattes som en betegnelse brugt i markedsføringsøjemed alene, og ikke til at oplyse forbrugeren. Typisk bruges det af producenter eller butikker som ikke ved hvad de har med at gøre.

Cashmere

Cashmere og pashmina er to ord for det samme. Pashmina er det oprindelige ord for gedernes fine underuld, hvor ordet cashmere har sin oprindelse fra fransk. Generelt kan man sige at prisen på den rå cashmere uld afhænger af tre faktorer:

  • Fibertykkelse
  • Fiberlængde
  • Farve

Afhåring af cashmereFibrenes tykkelse er afgørende for blødheden af det endelige produkt. En cashmere fiber måler mellem 12,5 og 19 mikrometer i diameter. Jo tyndere, jo blødere, hvorfor de tyndeste fibre er de dyreste. Ud over at være blødest, er de også de mest sjældne.

Nu er det ikke sådan at man måler hver enkelt uldfiber i et parti råuld. Ulden håndsorteres først af erfarne medarbejdere, og herefter tager man nogle stikprøver som man måler diameteren på. Den gennemsnitlige fibertykkelse af stikprøverne bliver så målet for dette parti.

Fiberlængden ligger på mellem 3,5 og 5 cm. De længste fibre er de mest sjældne hvilket afspejles prisen. Kun de lange fibre kan anvendes til de fine worstedspundne garner som primært anvendes til de fine vævede ringsjaler.

Cashmere uld kommer i farvenuncer som går fra helt hvid over i grå og brun. Som naturfarve er de alle smukke, men skal det færdige produkt farves, er den hvide uld bedst. Farver man den grå eller brune uld vil farven blive mørkere end forventet. Endelig er det umuligt at lave de helt lyse pastelfarver med grå og brun uld. Derfor er den hvide uld mest eftertragtet til tekstilproduktion, og dette afspejles prisen.

UldspindingVurderer man cashmere alene udfra de tre ovennævnte kriterier er den fineste cashmere altså de længste og tyndeste hvide fibre. Så enkelt forholder det sig dog ikke. Næste skridt i forarbejdningen fra uld til tøj er spindingen hvor den fine uld bliver til garn. Der er groft sagt to teknikker til garnspinding: uldspinding og worstedspinding.

Worstedspinding

Worstedspinding kræver lange fibre for et godt resultat. Anvendes korte fibre vil det færdige tekstil ofte have nemt ved at pille, som kendetegnes ved små lodne uldbolde man finder på stoffet. Pilling kan aldrig helt undgås, men ved de dyre worstedspundne garner er problemet som regel minimalt.

Ved worstedspindingen ligger alle fibre parallelt i garnets længderetning. Det giver mulighed for at spinde ufattelige tynde tråde, men fordi fibrene ligger i samme retning giver det også et kompakt garn uden så meget luft i. Worstedspinding er altså ikke ideelt til tykke garner, da det resulterer i et ret tungt stykke tekstil.

Uldspinding

Uldspinding er den oprindelige måde at spinde garn på som er kendt siden stenalderen. Her ligger fibrene ikke i samme retning, hvilket giver et mere luftigt garn. Uldspundet garn er ikke så velegnet til vævning. Garn udsættes for en hård belastning under vævningen så det kræver en meget høj brudstyrke. Garn som er uldspundet er derimod glimrende til at strikke skønne klæder af, da det ikke er så kompakt. Slutproduktet er et let og luftigt stykke tekstil som er velegnet til f.eks. sweatre og cardigans.

Tøj strikket af uldspundet garn har en højere tendens til at pille, da garnet ikke er snoet så hårdt som worstedspundet garn.

Worstedspundet garn er noget dyrere end uldspundet garn, men det siger ikke nødvendigvis at det ene er bedre end det andet. Det kommer an på hvad det skal anvende til. Til de ultra tynde pashminasjaler, også kaldet ringsjaler fordi de er så tynde at man kan trække dem gennem en fingerring, er worstedspundne garner et must. Trådene er så tynde at, at der går op til 200 meter garn på et gram garn, hvilket kræver en meget hård brudstyrke. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre at væve med så tynd en uldspundet tråd da den vil knække i væven.

Omvendt vil det give et dårligt resultat at strikke en tyk sweater af worstedspundet garn, da den vil blive tung og slasket. Man kan altså ikke bare sige at prisen på garnet er en indikator for kvaliteten. Det kommer an på hvad garnet skal bruges til.

Fra garn til tekstil

Næste led i processen er fremstillingen af selve tekstilet. Her er der basalt set to muligheder: vævning og strikning.

Strikning

Anvendes typisk til mellemtykke til kraftige tekstiler som sweatre, cardigans, poncho samt huer og vanter. Det meste strik som produceres i dag strikkes på maskine af uldspundne garner. Det vides ikke præcist hvornår strikningen opstod. Nogle af de tidligst kendte eksempler på strikkede tekstiler kan dateres tilbage til 1.100 tallet.

Vævning

Vævenshistorie går mere end 9.000 år tilbage, hvor de første væve dukkede op i Lilleasien. På vores bredegrader kan de første væve spores tilbage til 2.500 år f.Kr. Vævning anvendes som oftes til de helt lette tekstiler som sjaler og tørklæder hvor de mange forskellige væveteknikker kan komme til udtryk i form af smukke mønstre. Ved vævningen spændes garnet ud for at få et glat resultat, hvorfor det er nødvendigt med et garn som har en høj brudstyrke.

Konklusion

Det gælder altså ikke om bare at vælge de dyre garner, men at vælge et garn som passer til formålet. Dernæst gælder det om at finde en garnproducent som leverer høj kvalitet og ikke snyder på vægten. Kun hvis alle led i kæden leverer høj kvalitet opnås et lækkert slutresultat. Så kan man kalde det superior cashmere eller andet smart, men i sidste ende handler det om tillid.