Der findes billige pashmina tørklæder og -sjaler på markedet, med etiketter hvor der står “100 % cashmere eller 100% pashmina o.s.v. Men en uægte pashmina kan føles kold, tung eller glinsende, fordi den som regel er vævet af kunststoffer.
Det vil hurtigt vise sig, at alle de gode egenskaber mangler, som kendetegner den ægte cashmere uld og den ægte silke.
Hemmeligheden ligger i naturfibrenes evne til at rumme luft, den bedste beskyttelse mod skiftende vejr, både for værten og os andre. Naturfibre danner mikro-luftbobler, både som uldpels, strik og vævet tekstil. Uldfibre er opbygget af skæl mens silkens fibre er prismeformet.
Kunstfibre er derimod fremstillet som glatte og runde strenge, de presses tæt sammen under vævningen og giver derfor dårlig beskyttelse mod både kulde og varme.
Silkeproduktionen blev udviklet i Kina for mange tusind år siden og natursilkestof er stadig uforligneligt. Silkeormens pupper samles ind, tråden vikles op og her har vi så verdens stærkeste fiber, der kan spindes og væves industrielt.
Silkefiberen er lidt tyndere end cashmere. Mens alle andre naturfibre er runde, er silketråden prismeformet, hvilket gør at stoffet skinner så smukt i lyset.
Paisley og Jacquard
Paisley er navnet på et mønster, som minder om et flerfarvet mylder af dråber, løvblade eller grankogler. Mønstret er oprindeligt persisk og indisk, men navnet Paisley stammer fra en by i Skotland.
I 1500-tallet var håndvævede sjaler af cashmere med dette mønster en luksusvare i Orienten. De var vævet i op til 15 farver og det kunn tage to vævere et par år før de var færdige med ét sjal.
Da det engelske East India Company begyndte storimport af varer til Europa midt i 1600-tallet blev sjalet fra Kasmir et luksustrofæ, kostbart som en minkpels. Efterspørgslen blev så stor, at man i Frankrig og Holland begyndte at fremstille mønstret både på håndvæve og som tekstiltryk, men det var ikke før i 1805 at sjalerne kunne masseproduceres på Joseph Marie Jacquards nyopfundne maskinvæv. Nu var det ikke kun eliten der kunne bære sjalet.
Jacquard’s maskinvæv havde stor betydning i det uldproducerende Skotland og det var byen Paisley der producerede hovedparten af disse sjaler. Cashmere uld fandtes dengang kun i Asien og produktlandene havde i århundreder eksportforbud på denne luksusvare. For at opnå lignende kvalitet blandede man i Skotland silke med lambswool. Væverne i Paisley kopierede mønstre fra importerede sjaler og mønstervæverne i Kasmir rettede sig ind på europæisk mode. I Paisley og i Alsace i Frankrig blev mønstret ligeledes trykt på både på bomuld og silke.
Et paisley sjal blev brugt som overtøj og som statussymbol over hele den vestlige verden, fra Rusland til de Forenede Stater, lige indtil modernismen i 1920erne lagde det på hylden. I dag er paisley sjalet igen blevet et uundværligt tilbehør i enhver kvindes garderobe.